december 9, 2019 /

Leder December – Farvel til 2019 – blandt andet med ny finanslov

Inden længe skal vi igen lægge et år til. Det kan være svært at forstå, at tiden går så stærkt, men vi kan jo blot kigge på vores børn.
En, to, tre… og så er de vokset adskillige centimeter, uden at vi har opdaget det.

Året 2019 har budt på mange spændende ting, bl.a. dofk Creative team, som så dagens lys. Et team af professionelle frisører fra hele landet, som på en seriøs måde ønsker at bidrage til faget med en undervisning til fornuftige priser, hvis I enten ønsker dem i jeres laug eller i jeres saloner.

Vi har startet en kampagne op sammen med DFKF, nemlig ”Bliv frisør”. Denne kampagne er målrettet de helt unge mennesker i folkeskolerne, som står foran at skulle vælge retning på deres kommende uddannelse. Kampagnen skal vise alle de muligheder, der er ved at gå ind i denne spændende branche, og samtidig understrege, både overfor de unge mennesker og deres forældre, at det er en seriøs branche, hvor vi rigtig gerne vil i kontakt med de unge mennesker, som virkelig ønsker sig at blive frisør, og som vil yde det, der skal til. Kampagnen laves i samarbejde med magasinet ”Vi unge”, og allerede nu viser tallene, at vi virkelig ”bliver set” blandt de unge.

Vi har igen haft fornøjelsen af at have nogle utrolig dygtige konkurrencefrisører til VM i Paris. Det er ikke uden stolthed, at man kan sige, at Danmark har en af verdens allerbedste frisøruddannelser. Det ses tydeligt, når vi bevæger os rundt internationalt, og det viser alle de flotte placeringer jo også. Derfor skal vi værne om denne uddannelse. Den er hele ”kernen” i faget. Det kræver tid og ressourcer, og derfor er det vigtigt, at vi har mange medlemmer.

NY FINANSLOV

Så kom der en ny finanslov for 2020, hvor der er en del områder som tilgodeser SMV’erne. Det var skræmmende læsning, at mange politiske partier mente, at arbejdsgiverperioden ved personalets sygdom skulle ændres fra 30 til 40 dage. Det ville have fået meget store konsekvenser for hele arbejdsmarkedet i Danmark. Sammen med SMVdanmark har vi gjort alt, hvad vi kunne for at gøre politikerne opmærksomme på, at dette vil betyde, at man belaster den del af Danmark, som tjener penge til landet. Og det lykkedes – forslaget om at hæve arbejdsgiverperioden fra 30 til 40 dage er ikke kommet med i finansloven for 2020.

BETALT BARSELSORLOV TIL SELVSTÆNDIGE

Vi har på det seneste også arbejdet ihærdigt på at få en solidarisk barselsordning for de selvstændige. Igen har SMVdanmark politisk været stærkt på banen, dog hjulpet rigtig godt på vej, i denne sag, af to af vores søde medlemmer fra København, nemlig Mille og Pernille. De to har nemlig på egne kroppe følt de økonomiske udfordringer, der er ved at være selvstændige samtidig med, at man skal stifte familie. Vi fik betalt barsel til selvstændige med i finansloven. Det viser, at det kan betale sig at kæmpe kampen, når der er udfordringer for medlemmerne, som vi gerne ser ændret.

Den nye ferielovs forberedelser har også holdt sit indtog. Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe jer. Vi skal nok informere jer løbende, og I er altid velkomne til at ringe til jeres sektionskontor, hvis der er spørgsmål.

ÅRET 2020

Et nyt spændende år venter. Der er ingen tvivl om, at vi får travlt. OK 2020 står lige for døren, og vi er allerede i fuld gang med forberedelserne. Har du ideer, som vi skal tage med til forhandlingerne, så er det nu, du skal skrive til mig.

Vi vil alle gøre alt, hvad vi kan, for at vi sammen med DFKF kan komme i mål med en god og konstruktiv overenskomst til gavn for alle i faget.

Samtidig venter en kongres, hvor planerne fremadrettet lægges for dofk af alle de tilstedeværende den weekend. Det er super spændende!

Til slut vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. Tak for alle møder jeg i årets løb har haft med mange af jer. Det sætter jeg stor pris på.

Husk at passe godt på hinanden og nyd livet!

Glædelig jul!

Dig & din salon

De bedste vilkår for at drive salon i Danmark.

Læs mere her

Jura & regler

Personlig rådgivning om arbejdsregler og vilkår i branchen.

Læs mere her

Kontante fordele

Attraktive samarbejdsaftaler til både privatliv og arbejdsliv.

Læs mere her
KURSER
Frisørfagets høje faglige niveau er afgørende for både dig og branchen, og med et stærkt kursusprogram tager vi i dofk ansvar for, at du gennem hele din karriere kan stå stærkere.
Menu
DOFK
Info